Er det sikkert at føde hjemme?
Ja.
I de senere år er der blevet offentliggjort flere pålidelige videnskabelige undersøgelser, som viser, at raske gravide kvinder med en ukompliceret graviditet kan føde hjemme uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Jordemoder til stede
Dette gælder så længe, at en jordemoder bistår den fødende, samt at jordemoderen har et godt løbende samarbejde med den nærmeste fødeafdeling, hvis det undervejs i fødslen skulle vise sig at blive nødvendigt med en overflytning til hospitalet.
Færre indgreb
Undersøgelser viser, at fødslen forløber bedre, når den planlægges til at starte hjemme.
Der er 20-60% færre indgreb, fx færre kejsersnit, epiduralblokader, vestimulationer og episiotomi hos kvinderne, som planlægger at føde hjemme.
Der er 10-30% færre komplikationer, fx færre blødninger og færre alvorlige bristninger.
Det ser også ud til, at flere mødre, som føder hjemme har nemmere ved at etablere amningen.
Jordemødre føder hjemme
En undersøgelse fra Jordemoderforeningen viser, at jordemødrene selv har taget hjemmefødslerne til sig i takt med de stadigt flere og stadigt større undersøgelser på området. Dette giver et indblik i, at både videnskabelig forskning og erfarne fagfolk støtter op om hjemmefødsler for raske, gravide kvinder, så længe de følges af en jordemoder og er i kontakt med en fødeafdeling i tilfælde af behov for overflytning.