Jeg forsøgte igen at lægge mig, men måtte hurtig erkende at jeg nok ikke ville falde i søvn igen pga. veerne. Klokken 05:30 ringede jeg til fødegangen. Jeg huskede, at min jordemoder havde bedt mig ringe, så snart jeg oplevede tegn på fødsel, især efter en hurtig fødsel på fem timer med mit første barn. Selvom jeg ikke følte, at veerne var intense, valgte jeg at ringe fødegangen op. Vi aftalte, at hjemmefødselsjordemoderen ville ringe mig op for at koordinere nærmere. Jordemoderen ringede kl. 05.45 og besluttede sig for at komme ud til mig, selvom hendes vagt sluttede klokken 08. Hun forventede, at fødslen ville gå hurtigt denne gang.

Jeg vækkede min mand efter og bad ham gøre fødekaret klar. Mens han pustede det op og fyldte det med vand, ankom min mor. Vi blev enige om at lade den ældste sove videre under min mors opsyn. Herefter gik det hurtigt. Smerterne i lænden blev mere intense, og jeg satte mig på bolden med en varmepude over lænden. Vi trackede ikke veerne, men jeg følte at de kom ligeså hurtigt som de var ovre.

Jordemoderen kom klokken 06:25. Klokken 06:35 gik jeg i karet og oplevede trykket fra veerne tiltage. Mens veerne tiltog i styrke, begyndte jeg instinktivt at lave dybe lyde. Jeg fokuserede på at lade lydene komme helt nede fra maven og ud gennem kroppen, hvilket føltes utrolig lindrende. De dybe, brummende toner hjalp mig med at finde ro og jordforbindelse midt i smerten, og det gjorde det nemmere at være til stede i kroppen, selv når veerne blev mere intense.

Klokken 06.45 gik vandet, og jeg fik en kraftig pressetrang. Jeg følte mig presset, men den søde jordemoder mindede mig om at disse var de ”gode veer” og at inden længe skulle jeg møde mit barn. Jeg sad på siden i karret, som endnu ikke var fyldt helt op, mens min mand løbende supplerede med varmt vand fra gryder. Jeg bad ham stoppe og komme over til mig, da jeg kunne mærke hovedet stå langt nede og presse på. Jordemoderen spurgte om jeg ville mærke. Det gjorde jeg, og jeg kunne mærke hovedet stå helt nede i underlivet.

Efter få presseveer kom hovedet ud. Det føltes, som om alt gik i slowmotion. Jeg så min datters hår blafre i vandet, mens hun langsomt drejede sig og resten af kroppen kom ud, hvorefter jeg løftede hende op til mit bryst. Klokken var 06:58. Jeg var helt ekstatisk og sagde det første, der faldt mig ind: ”Vi gjorde det. Vi gjorde det, skat,” mens jeg holdt hende tæt til mit bryst. Det var det her moment, i min egen stue hvor jeg selv havde taget imod mit barn, der gjorde at jeg ville vælge en hjemmefødsel igen og igen.

Jeg sad i vandet i noget tid med mit barn tæt til mig og omgivet i varme håndklæder. Efterfølgende rykkede vi og min mand over i sofaen, hvor jeg fødte moderkagen, som blev lagt i en skål.  Senere vågnede min ældste datter som fik lov til at være med efter fødslen og møde sin lille søster, hjælpe med at fjerne karret og overvære den smukke moderkage, som havde ligget i min mave.

Det var en fantastisk oplevelse. At kunne gå direkte over til sofaen, hvor jeg kunne lade mig synke ned de næste par dage, var en uovertruffen følelse. At lande i hjemmets trygge rammer uden at skulle forlade det gjorde fødslen så meget mere afslappet og personlig. Jordemoderen gav os den plads, vi havde brug for, og vi kunne nyde den første tid sammen i vores eget hjem uden forstyrrelser. Den ro og intimitet, som hjemmet og jordemoderen gav os, gjorde det til en uforglemmelig og dyb meningsfuld oplevelse.