Af Nikoline

6. april 2024

Fredag eftermiddag er jeg gået en tur over i Geel skov. Solen skinner og jeg lægger mig i græsset for at slappe af og lytte til en meditation. Jeg har følt mig lidt ved siden af mig selv i løbet dagen og trænger til at grounde mig selv.
Efter meditationen føler jeg mig let og groundet på samme tid. På vej hjem begynder jeg at få regelmæssige plukveer.

Da jeg kommer hjem sætter jeg mig i sofaen med et fodbad med æteriske olier. Jeg tager tid på veerne og de bliver ved med at komme regelmæssigt med ca 7 minutter imellem. Sådan har det ikke været tidligere, når jeg har haft plukveer. Så jeg ringer til Daniel og fortæller om det, men jeg er stadig meget i tvivl om det kan være ‘the real deal’
Jeg ringer også til min jordemoder. Men hun synes indtil videre det bare lyder som plukveer. Den næste times tid går jeg lidt rundt i lejligheden. Lægger mig ind over pilatesbolden når der kommer en ve.

Omkring kl 16:30 kommer Daniel hjem fra arbejde. Jeg har lagt mig ind i sengen med en varmepude for at prøve og hvile lidt. Veerne tager til i intensitet, men jeg er stadig ikke sikker på om det er the real deal. Det er virkelig dejligt at Daniel kommer hjem. Det gør mig tryg og rolig. Han går i gang med at lave pandekager. Men jeg vil gerne have ham tæt på, så han sætter sig ind ved siden af mig og rører i skålen. Til sidst må vi opgive at få pandekager. Jeg vil have Daniel helt tæt på mig hele tiden. Mine veer tager mere og mere til og i løbet af aften er jeg ikke længere i tvivl om at det er the real deal.

Vi ringer til min jordemoder igen og giver en opdatering. Bagefter bestiller vi en pizza til aftensmad og prøver at se lidt netflix i sengen. Men jeg synes det er alt for forstyrrende, så jeg hamrer computeren i igen.

Efterhånden som veerne tager til har jeg svært ved at ligge i sengen. Så jeg får kun hvilet meget lidt i løbet af natten og ingen af os får sovet. Jeg skifter mellem forskellige stillinger på gulvet i soveværelset. Jeg er mest på alle fire eller hænger over pilatesbolden eller sengen og rokker frem og tilbage. Jeg kommer også ind under den varme bruser. Og det lindrer meget for mig. Daniel er ved min side hele tiden. Han kysser mig, masserer mig og opmuntrer mig. Det gør en uerstattelig forskel for mig, at han er helt til stede i det med mig. Jeg føler mig støttet og elsket. 

Omkring kl 4 ringer vi til min veninde Isabella og siger hun gerne må begynde at tage mod Holte. Vi er sultne, men jeg vil ikke have Daniel går nogen steder. Ca. 5:15 kommer Isabella. Jeg bliver virkelig glad for at se hende og giver hende et kæmpe kram. På det her tidspunkt bliver jeg meget rørt over at føle mig fuldkommen omringet af kærlighed da både Daniel og Isabella er der. Det giver mig et kæmpe boost.
Isabella går ud og laver lidt pandekager til os. Vi får begge lidt mad, men jeg kan ikke spise ret meget.

kl 7 ringer vi til min jordemoder igen og fortæller om natten. Hun siger hun vil komme forbi og se til os.

Omkring kl 9 lørdag morgen kommer min jordemoder forbi, hvor hun undersøger mig. Livmoderhalsen er væk og jeg har åbnet mig 2 fingre. Jeg tænker, at jeg troede det ville være mere efter hele natten. Hun går og kommer tilbage ca kl 12. Mine veer er gået lidt i stå. Jeg er træt efter ikke at have sovet eller ligget ned hele natten og har brug for at der sker noget mere snart. Min jordemoder foreslår at jeg enten går en tur eller lægger mig ned og prøver at få hvilet lidt så jeg kan samle kræfter. Hun forbereder os på at det stadig kan tage hele den kommende nat. Jeg bliver lidt overrasket da hun siger det. Jeg er allerede udmattet og tænker hvordan vi skal komme igennem en nat mere. Jeg er stadig ved godt mod og lader mig ikke slå ud af det. Jeg er fast besluttet på at være i nuet og tage ét skridt af gangen. Det har ikke strejfet mig at jeg ikke kan klare det. Jeg tænker mere i hvad der skal til.

Jeg kan mærke at jeg har brug for at få hvilet, for jeg ved at hun har ret i at der stadig er lang tid igen. Så da jordemoderen går igen lægger Daniel og jeg os i sengen og putter og sover lidt. Isabella lægger sig også inde på sofaen. Jeg får sovet lidt imellem et par veer. Men det er ubehageligt hver gang jeg bliver vækket af smerten fra veerne. Jeg får et chok hver gang. Der er op til 20 min mellem veerne. Pga. chokene har jeg brug for at komme op. Jeg prøver at gå mere rundt og stå i andre stillinger for at sætte skub i veerne.

Kl 14 tager veerne til i styrke og hyppighed, og det bliver mere intenst end det har været tidligere. Det begynder at være svært for mig at være i veerne og jeg har svært ved at trække vejret gennem dem. Jeg er træt, jeg bliver meget ked af det og vil have det skal stoppe. Det er første gang jeg får lyst til at give op. Jeg græder meget. Jeg savner min mor. Det er også 24 timer siden veerne startede. 

Både Daniel og Isabella bliver lidt skræmte af min reaktion. Vi ringer til min jordemoder for at fortælle hvordan det går og får støtte. Jeg græder mens vi taler med hende. Hun siger at alt er som det skal være, og at jeg bliver overvældet nu fordi der er sket et skift i intensiteten og det er helt normalt når det tager til. Hun fortæller Daniel og Isabella at de skal trække vejret sammen med mig gennem veerne. Jeg ligger inde over sengen med knæene på gulvet. Det er den rareste stilling for mig at være i.
Jordemoderen siger hun kommer snart. Hun foreslår også at jeg går ind under den varme bruser og prøver at bevæge mig mere.

Det virker rigtig godt at Daniel og Isabella trækker vejret sammen med mig og jeg finder en ny god teknik med vejrtrækningen til at komme gennem veerne. Det føles som en kæmpe sejr da jeg første gang lykkes med at trække vejret og bevare kontrollen gennem hele veen siden de blev mere intense. Jeg er mega stolt af mig selv!

Måden Daniel støtter mig på gennem enhver ve er uvurderlig. Jeg føler mig ikke alene med det. Jeg føler vi gør det sammen. Og det gør en kæmpe forskel for mig. I pauserne kysser han mig og viser mig omsorg. Opmuntrer mig og viser at han elsker mig. Jeg står primært foroverbøjet op af en dørkarm nu, og teknikken virker rigtig godt for mig.

Efter halvanden times tid begynder det dog at blive mere udfordrende for mig og jeg kan mærke, at jeg har brug for der sker noget nyt snart. Daniel og jeg tager et varmt bad sammen. Det lindrer lidt. Jeg beder Isabella om at gøre karret klar. NU vil jeg gerne op i det snart!

Kl 16:10 kommer jordemoderen igen. Denne gang bliver hun. Isabella kommer med pomfritter og jeg sidder i sofaen og griner lidt mens jeg spiser.

Kl 17 kommer jeg i karret. Det er en befrielse at komme ned i det varme vand og for første gang i lang tid føler jeg at jeg kan slappe lidt af. Men når veerne kommer føler jeg mig alene i karret, så Daniel kommer ned i det sammen med mig. 17:45 stilner veerne af igen. Det er rart at kunne slappe lidt af. Samtidig er jeg også lidt bekymret. Jeg vil gerne have det skrider fremad. Jeg vil gerne føde baby snart.

Min jordemoder foreslår at jeg kommer lidt op af karret og går en tur udenfor. Jeg kan selv mærke at jeg har brug for noget nyt, så jeg synes det er en god idé. 18:30 kommer jeg op af karret og jordemoderen hjælper mig i tøjet. Ca 18:40 går vi en tur op og ned af gaden udenfor. Jeg går fra lygtepæl til lygtepæl og læner mig op af dem under veerne. Det er virkelig rart at komme udenfor og først der lægger jeg mærke til hvor godt vejr det er. Solen skinner og vejret er mildt. Det er årets første forårsdag. Efter hver ve tænker jeg at det er den sidste inden vi går ind igen. Men jeg ender med at beslutte mig for lige at tage én mere.
Efter ca 8 veer er jeg dog klar til at komme ind igen.

Jeg er virkelig glad for at jeg kom ud. Jeg kan mærke at det gjorde godt for mig og jeg klarede det meget bedre end jeg troede jeg ville. Jeg er stadig god til at trække vejret og har et godt flow.
Da vi kommer op igen omkring 19:30 foreslår jordemoder at undersøge mig igen. Men jeg vil ikke endnu. Mens jeg læner mig over sofaen kommer nogle meget stærke veer. Jordemoder rører mig på lænden og fortæller at jeg skal “trække vejret helt herned”. Jeg bliver meget overvældet af smerten idet jeg trækker vejret ned til hendes hånd. Det er det mest intense jeg har mærket indtil nu.
Efter vandet er blevet varmet op igen kommer jeg tilbage i karret mens Daniel sidder på gulvet bag ved mig og holder mine arme. Denne gang vil jeg gerne kunne fylde hele karret selv.

20:30 undersøger min jordemoder mig igen. Jeg har det ambivalent med det og er nervøs for at der stadig er lang vej igen. Da hun fortæller mig at jeg har åbnet mig 4-5 cm bliver jeg ked af det og føler mig opgivende. Jeg tænker på hvordan jeg dog skal komme igennem det når det tager så lang tid. Jeg er allerede meget udmattet. Daniel bliver også skuffet. Han er også meget træt.
Jordemoder prøver at snakke med mig om det og hjælpe mig med at ændre mit mindset. Men hun når knapt nok at sige noget før en endnu mere intens ve kommer.

Kl 20:50 går vandet under en ve og derfra tager de virkelig til i styrke. Jeg bliver meget overvældet. Vender og drejer mig i vandet fordi det er svært at være i min egen krop. Jeg sidder foroverbøjet hen over kanten af karret i Daniels arme. Min jordemoder prøver at få mig til at trække vejret med Daniel. Men jeg kan ikke høre hans vejrtrækning.
Jeg vender mig om igen så jeg ligger ned i karret mens Daniel holder mig i hans arme. Jordemoderen trækker vejret sammen med mig gennem hver ve mens jeg kigger hende dybt i øjnene. Hun er nødt til at trække vejret tydeligt så jeg kan se det. Det eneste jeg kan fokusere på er den dybe øjenkontakt med hende og det er det der holder mig på rette spor gennem hver ve.
Samtidig sidder Isabella ved siden af mig og jeg klemmer hendes hånd og glider frem og tilbage i karret i takt med vejrtrækningen. Det kræver alt af mig at trække vejret med hele kroppen når veerne peaker.

Veerne på nuværende tidspunkt er det vildeste jeg nogensinde har oplevet og jeg ved ikke hvordan jeg var kommet igennem dem hvis ikke jeg havde været derhjemme i trygge, rolige rammer med al den støtte omkring mig. I glimt fornemmer jeg at Isabella storsmiler under mine veer. Jeg kan mærke på hende hvor stolt og imponeret hun er over hvordan jeg tackler dem, og det giver mig endnu mere styrke og gå-på mod.

Kort tid efter vil jordemoderen undersøge mig igen. Hun siger, at fordi veerne er så voldsomme, vil hun gerne sikre sig, at han klarer sig fint derinde .Jeg har virkelig ikke lyst til at blive undersøgt og siger nej. Min jordemoder insisterer og fortæller at det er hun nødt til for at sikre han er ok.
Under næste ve er jeg så vred på hende. Vi har stadig øjenkontakt og jeg tror jeg sendte hende det største dræberblik. Jeg kan slet ikke overskue at skulle undersøges under så intense veer. Jeg går med til det, fordi jeg ved hun kun vil insistere på det, hvis det er fordi det virkelig ER vigtigt. Hun spørger om jeg er klar inden, og jeg siger ja. Nu siger hun: “Han er jo lige der!”. Han er tæt på nu og min jordemoder rejser sig for at forberede et par ting til han kommer ud.
Samtidig kommer den næste ekstremt intense ve og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, fordi jeg ikke har min jordemoders øjne at fokusere på. Jeg kalder på hende. Men hun kommer ikke.

Isabella prøver at trække vejret med mig i stedet, men hendes øjne er ikke rolige og groundede, så de er ikke en støtte for mig. Igen føler jeg at jeg ikke kan være i min krop og her tænker jeg kort: “Jeg kan ikke mere”
Jeg får spontant behov for at vende mig så jeg igen er på alle fire og bliver igen meget overvældet af veen. Jeg skriger og laver dybe råb. Min jordemoder kommer med det samme igen og til at starte med kan hun ikke få kontakt med mig. Så hun bliver fuldstændig tydelig og skarp og siger: “Nikoline. Du er nødt til at blive her og gøre hvad jeg siger.” Med det samme får hun mig tilbage og jeg lytter til hende. Under næste ve kommer der både urin og afføring ud. (Meget normalt!) Jeg kan på ingen måde styre det og jeg begynder at presse. Inden næste ve spørger min jordemoder om jeg har trang til at presse. Jeg svarer ja. Og hun svarer, at så skal jeg gøre det. Alt hvad jeg kan.

På dette tidspunkt er det en time siden vandet gik og kun ca 1,5 time siden jeg var 4-5 cm åben. Kort tid efter får jeg behov for at lægge mig om på ryggen igen i Daniels arme.

Ca. 22:15 begynder vi at kunne se Laurits’ lille hoved titte frem. Isabella som sidder ved siden af mig og kan se det, bliver virkelig begejstret og siger: “man kan se hovedet nu, Niko!”
Jordemoderen foreslår at jeg selv tager hånden ned og mærker. Så det gør jeg i næste pause og det føles ret surrealistisk. Det føles ikke som et hoved, men nærmere en behåret blød lille klump.

Det tager ca 3 veer at presse hans hoved ud da det begynder at komme til syne. Under hver ve presser jeg alt hvad jeg kan og det føles til tider meget stramt. I pauserne glider han en smule tilbage igen. Men det gør mig ingenting. Jeg ved det er lige som det skal være.
Til tider har jeg brug for at give lyd på mens jeg presser og jeg råber og skriger på måder jeg ikke vidste jeg kunne. Det er befriende og det sker helt af sig selv.
Pludselig er hans hoved ude og alle bliver virkelig begejstrede. Nu ved jeg at han kommer ud i næste ve. Det er helt vildt. Endelig kommer han.

Kl 22:30 bliver han født. Min jordemoder tager imod ham og lægger ham op på mit bryst med det samme. Min lille dreng. Jeg er så glad og lettet og stolt. Daniel holder mig stadig i hans arme. Jeg kigger på ham og kysser ham. Det er præcis som jeg drømte om.

Vandet i karret er blevet koldt. Så kort tid efter kommer vi op og ligger os på sofaen i stedet. Så snart Laurits kom ud begyndte han at søge. Så da jeg ligger på sofaen og vi venter på at moderkagen kommer ud lægger jeg ham til ved brystet for første gang.

Der går noget tid før moderkagen slipper. Navlestrengen er lidt kort og i mellemtiden er den blevet helt hvid. Vi beslutter at klippe den selvom moderkagen ikke er ude endnu, så det er lettere at hive den ud. Daniel klipper navlesnoren mens Laurits ligger ved mit bryst. Kort tid efter bliver moderkagen født.
Jordemoderen tjekker mig for rifter mens Daniel holder Laurits. Jeg har fået to meget små rifter. Det kan syes. Men behøves ikke. Så jeg beslutter at lade det være.

Isabella har ryddet op i mellemtiden og kører hjem. Bagefter går jeg ud og tager en skyller under bruseren.

Min jordemoder hjælper os med at lægge den første ble på Laurits. Hun sørger for at vi kommer godt på plads inde i sengen og at vi er trygge ved at hun går. Hun siger hun vil komme tilbage i morgen for at måle og veje ham, så vi kan hvile for os selv nu. Ca kl 01:30 tager jordemoderen hjem og Daniel, Laurits og jeg ligger i sengen sammen og putter.

Nu er vi en lille familie ♥